"> Behandling af allergi | Speciallæge Christian Lange

Klinikken

Klinikken

Speciallægeklinikken ledes af Helmer Ring-Larsen, som er overlæge, professor, dr.med., speciallæge i intern medicin som har mange års erfaring i udredning og behandling af allergiske sygdomme hvilket foregår i tæt samarbejde med erfarne og veluddannede allergisygeplejersker.

Klinikken tilbyder

Speciallægeklinikken er en afdeling i hjertelæge Christian Langes klinik . Vi tilbyder hurtig og omhyggelig udredning og behandling af allergiske sygdomme i attraktive lokaler med god atmosfære og professionelt og imødekommende personale.

Hvad er allergi?

  • Hvad er allergi?
    Hvad er allergi?

    At være allergisk betyder at man er overfølsom og reagerer kraftigere end andre mennesker på visse stoffer i omgivelserne. Hvis man reagerer kraftigere end andre, kaldes det at være allergisk eller at reagere allergisk. Man kan reagere på mange måder, f.eks. ved at udvikle høfeber, fødevareallergi, nældefeber, eksem og allergisk astma. Disse tilstande kan give symptomer såsom røde øjne, kløende udslæt, nysen, løbende næse, åndenød, træthed eller lokal hævelse.

    Der er mange forskellige proteinstoffer i omgivelserne, der kan forårsage allergiske reaktioner. Disse stoffer kaldes allergener. De hyppigste allergener er husstøvmider, blomsterstøv (pollen) f.eks. birk, græs og bynke, insektstik såsom hvepse og bier og forskellige former for fødevarer. Den allergiske reaktion opstår når et allergen binder sig til antistofferne på allergicellernes overflade hvorefter de stoffer (blandt andet histamin), der fremkalder selve reaktionen, frigives til organismen.

    Der er mange mennesker der lider af allergi. I den udviklede verden er omkring 20 % af befolkningen ramt af allergisk snue, ca. 6 % har mindst en fødevareallergi og ca. 20 % har allergisk betinget hududslæt på et eller andet tidspunkt i deres liv. Der er derfor brug for god udredning og behandling af allergiske sygdomme.

  • Hvad kan jeg gøre, hvis jeg tror, jeg lider af allergi?
    Hvad kan jeg gøre, hvis jeg tror, jeg lider

    Hvis du oplever symptomer som røde øjne, kløende udslæt, nysen, løbende næse, åndenød, træthed eller lokal hævelse, som ikke er relateret til en almindelig forkølelse, kan du henvende dig til din egen læge. Nogle praktiserende læger kan selv påbegynde udredning og behandling, andre vælger at henvise til en speciallæge.

    Hvis du får en henvisning, kan klinikkens team tilbyde at udrede og behandle dig.

  • Hvad består en udredning af allergi af?
    Hvad består en udredning af allergi af?

    I speciallægeklinikken består udredningen af en kombination af samtale med dig om din sygehistorie, en grundig speciallægeundersøgelse, blodprøver og hudpriktest. Du vil få en samtale med en specialist, som har mange års erfaring i allergisygdomme. Han vil give sig god tid til at tale med dig om din sygdom og undersøge dig grundigt. I de fleste tilfælde vil han bede sygeplejersken om at tage blodprøver og lave en hudpriktest.

    En hudpriktest afslører om man reagerer på diverse allergener. I en blodprøve kan man bestemme de antistoffer der er ansvarlig for de allergiske reaktioner. Ligeledes kan man i klinikken i blodprøver provokere patientens egene blodceller med allergener og derved finde årsagen til den allergiske reaktion. Reaktionen kan f.eks. være kløende, røde og irriterede øjne, næse- eller hudkløe, serie-nys, løbende næse eller anfald af vejrtrækningsbesvær og hoste. Ud fra din sygehistorie udvælges det spektrum af allergener, som vi tester dig for som for eksempel birkepollen, græs, pelsdyrallergener, husstøvmideallergener, skimmelsvampe eller udvalgte fødevarer. På den måde kan vi med priktest og blodprøver, finde frem til hvad det er, der præcist udløser den allergiske reaktion hos dig.

  • Hvad kan man så gøre, hvis det viser sig, at jeg er allergisk?
    Hvad kan man så gøre, hvis det viser sig, at jeg er allergisk?

    Der findes rigtig mange forskellige tilbud til behandling af allergiske sygdomme. Hos speciallæge Christian Lange tilbyder vi kun behandling, der er medicinsk veldokumenteret. Det betyder, at der er foretaget videnskabeligt korrekte studier på mennesker som viser, at behandlingen er signifikant bedre end placebo eller end en anden behandling, som man sammenligner med.

    Når du har forklaret speciallægen hvilke symptomer du har, kan I diskutere om du vil have gavn af symptomlindrende medicin, såsom næsespray, inhalationsmedicin, antihistamin og lignende. Den slags medicin fjerner ikke din allergi, den afhjælper dine gener. Den eneste form for behandling, der virker mod selve årsagen til allergi, er immunterapi.

  • Hvad er immunterapi?
    Hvad er immunterapi?

    Immunterapi kaldes også hyposensibilisering. Princippet i behandlingen er at vænne kroppen meget langsomt til ganske små mængder af det stof, du er allergisk overfor. Man ved ikke helt præcist, hvordan immunterapi virker, men resultatet er at kroppens immunforsvar påvirkes, så tendensen til allergiske reaktioner falder. Hvis vores undersøgelser viser at du er allergisk over et eller flere kendte allergener, f.eks. pollen, kan vi tilbyde dig immunterapi. Der findes to former for behandling, enten tabletter og vaccination.

  • Immunterapi som tabletbehandling
    Immunterapi som tabletbehandling

    Tabletbehandling er noget ret nyt. I dag findes der kun tabletter til behandling af allergi overfor græspollen og husstøvmider, så hvis du er allergisk overfor en af de ting, vil du blive informeret om den form for behandling. Princippet er at du lægger en smeltetablet under tungen (sublingualt) en gang om dagen. Den første tablet skal du tage i klinikken, for hvis du reagerer kraftigt, skal du behandles af speciallægen med det samme. Desuden skal du vejledes i den videre behandling, for en tabletkur varer typisk 3 år. Der er samme dosis allergen i alle tabletterne.

  • Immunterapi som vaccination
    Immunterapi som vaccination

    Allergivaccination har været anvendt i mere end 100 år. I praksis foregår immunterapi ved, at man får små indsprøjtninger under huden (subcutant) med det allergen, man reagerer på, hvilket typisk kunne være birke- og græspollen, husstøvmider og kattehår. Behandlingen kan også bruges mod svær allergi over for insektstik.

    Princippet ved vaccinationerne er at mængden af allergen øges ganske langsomt i takt med at kroppens modstandskraft opbygges. Det øger virkningen og betyder samtidigt, at der ikke udløses så kraftige allergisymptomer, som hvis der var givet en stor dosis fra starten. Den første del af behandlingen, hvor dosis øges, foregår normalt én gang om ugen. Efter 10 ugers behandling kan man gå over til at give den samme dosis hver 5.- 8. uge. Behandlingsvarigheden er mindst 3 år.

    Det er vigtigt at man er i gode hænder når man skal vaccineres, for der kan være reaktioner på vaccinen. De fleste får en reaktion som et stort myggestik på indstiksstedet et par timer efter. Det skal man ikke være bekymret for, det forsvinder typisk indenfor et døgn. Så er der en lille gruppe, der kan få mild høfeber, let astma eller hududslæt. Disse gener kan behandles med antihistamin tabletter og akut virkende astmamedicin. Disse bivirkninger forsvinder for de flestes vedkommende under behandlingsforløbet.

    Meget sjældent kan man få noget, man kalder allergisk chok. Det opstår næsten altid indenfor 30 minutter og derfor skal man altid blive i klinikken 30 minutter efter hver indsprøjtning.

    Vores dygtige specialsygeplejersker foretager vaccinationerne med back-up fra speciallægen, der altid står klar hvis du skulle få det dårligt eller vis du har spørgsmål til din sygdom eller behandling.

    Man kan normalt ikke indlede immunterapi hvis man er gravid, men hvis man bliver gravid under behandlingen, kan denne gennemføres uden yderligere gener eller risiko.

Personale

Personale Behandling af allergi
Personale Behandling af allergi
Personale Behandling af allergi
Personale Behandling af allergi
Personale Behandling af allergi

Kontakt klinikken

Speciellæge klinikken er beliggende på Store Kongensgade 36, 4. th., 1264 København. (Se på kort)

Åbningstider: Mandag fra kl. 8:30 – 18:15. Tirsdag - Fredag fra kl. 8:30 - 14:45.

Telefontid: Mandag - Torsdag kl. 08:15-15:00. Fredag kl. 08:15-12:00. Telefonnummer: 3555 9455

*Undlad venligst at medsende CPR-nummer